Referat

 

 Jagtforeningen Jyllinge Holme, - Generalforsamling den 8. januar 2013 

Formanden, Hans Aare bød velkommen til medlemmerne til den 72. GF., som for første gang blev holdt i præstegårdsladen. Der var mødt 32 af foreningens medlemmer. Formanden bekendtgjorde, at foreningen som følge af god økonomi var vært ved aftenens fortæring, hvilket udløste stor applaus. 

1. Valg af dirigent 

Jørgen Kjær Larsen valgtes til dirigent. Dirigenten konstaterede, at forsamlingen var lovligt indvarslet. Dirigenten oplyste, at passive medlemmer ikke har stemmeret på mødet. 

2a. Formandens beretning v. Hans Aare. 

I 2012 skulle Vildtforvaltningsrådet have behandlet forslag til nye jagttider, men dette arbejde er foreløbigt udskudt til 2013. 

Foreningen har ved flere lejligheder udtrykt stor utilfredshed med forbundets tidligere landsformand. Utilfredsheden er blevet delt af mange jægere over hele landet, og på sidste års landsmøde fik vi valgt en ny landsformand, Klaus Lind Christensen. 

HA fandt den igangværende pressediskussion om ulvens tilstedeværelse i Danmark interessant. 

I en artikel i sommer stilles der i Politikken spørgsmål ved rimeligheden i at foreninger modtager arealtilskud efter EU’s landbrugsordninger. På baggrund af artiklen inviterede HA fødevareministeren til et besøg på Lilleø for en orientering om JJH’s arbejde med naturforvaltning og en præsentation af, hvad vores forening anvender den modtagne landbrugsstøtte til. Besøget fandt sted den 27. september, og ministeren gav udtryk for stor begejstring over foreningens arbejde. Forslaget om at reducere foreningers muligheder for at modtage støtte er blandt andet på denne baggrund senere trukket tilbage. 

Foreningen modtog i september en invitation fra Roskildes borgmester til uddeling af ’Nordea-prisen’, som foreningen var blevet indstillet til. Formanden, Jørgen Kjær og Britta repræsenterede foreningen og modtog prisen ved en festlig højtidelighed i Roskilde. 

Foreningen var i efteråret gjort bekendt med planer, som ejeren af det tidligere skalleværk i Østby havde for indretning af lystbådehavn på området. Foreningen sendte indsigelse til Kystdirektoratet på linje med flere andre organisationer. Kystdirektoratet han nu meddelt ejeren, at man ikke kan godkende planerne og har pålagt ejeren at fjerne de gamle anlæg. 

Vi har i de sidste 3 år skudt 14 ræve på Eskildsø, og der er stadig ræve tilbage! – Der arrangeres anstandsjagt med riffel efter rævene, og interesserede medlemmer er velkomne til at kontakte HA for nærmere oplysninger om tidspunkter. 

Fårelauget udfører et stort og vigtigt arbejde med afgræsning af Lilleø, hvilket er en forudsætning for opretholdelsen af aftalen om leje af Holmene. Det er vanskeligt at holde økonomi i lauget, og foreningen har derfor besluttet foreløbigt at give lauget et fast tilskud på kr. 25.000 om året. 

Under indkomne forslag vil bestyrelsen fremlægge forslag til opdeling af vores kreds i 2 kredse. Den nuværende størrelse med 18.000 medlemmer og 130 lokalforeninger er uhensigtsmæssig, og vi ser aldrig kredsformanden i foreningerne. 

Der er for tiden drøftelser om stramning af Natura 2000 betingelserne for vores del af fjorden, og DOF støtter stramninger i jagtmulighederne. HA mener dog ikke sandsynligheden er stor for at stramningerne bliver gennemført. 

Årets jagt på holmene er forløbet godt. Der har været mange fugle, og vi har fået en del nye medlemmer. 

Skarv kan reguleres i perioden 1/8 til 28/2. JJH har indgået aftale med fisker Egon Christensen, som giver generel tilladelse til foreningens medlemmer til regulering. Tilladelse kan fås hos formanden og skal medbringes under jagten. Den som skyder flest skarver i en sæson får tildelt en smuk vandrepokal, som er givet af fiskeriforeningen. 

Formanden opfordrede alle til at give kassereren email-adresser for at lette kommunikationen og reducere portoudgifterne!! 

Foreningen arbejder på at købe Mogens Rasmussens skur på havnen, og Jørgen Kjær er valgt som tovholder på denne sag. Formanden håber, at vi får en afklaring af dette inden for det kommende år. 

Formanden opfordrede medlemmerne til at aflevere juletræer på standen til brug for redeskjul. 

Der var efter formandens beretning en drøftelse af foreningens bestræbelser på at tiltrække flere unge medlemmer. 

2b. Beretning fra Flugtskydningsudvalget v. Sven Rasmussen. 

Igen et godt arrangement med DJ’s skydevogn på områdets flotteste skydebane hos Niels Jørgen! Prisen for deltagelse er kr. 100 + kr. 25 for en kasse patroner. Tag eventuelt dine egne patroner med, og få dem afprøvet med hensyn til hastighed og træfbillede på en papirskive. Sven R. oplyser, om der er ledige pladser i august. 

2c. Fiskeudvalg v. Hans Aare 

Vi havde en god og hyggelig dag på fjorden og frokost på Skovgærdet. – Der blev fanget over 100 fisk inklusiv en pæn ørred. 

Mød op til denne dag i maj! Der er mulighed for medsejlads, hvis du ikke selv har båd. 

3. Regnskabet v. Palle Dujardin. 

Regnskabet er revideret af foreningens revisorer og udsendt til medlemmerne. Regnskabet balancerede med et overskud på kr. 20.615 mod kr. 11.309 i 2011. Foreningen har en egenkapital på kr. 215.463, og formanden forklarede, at dette var nødvendigt, blandt andet som følge at kravet om tilbagebetaling af EU midler, hvis vi får problemer med afgræsningen. Regnskabet blev taget til efterretning af forsamlingen. 

4. Indkomne forslag v. Jørgen Kjær Larsen. 

Fra Jørgen Aare var indkommet forslag om at ændre betegnelsen ’Foreningens Love’ til ’Foreningens Vedtægt’ Forslaget som afstedkom en engageret drøftelse af finurligheder i dansk sprogbrug, blev efter afstemning afvist. 

Som aftalt på generalforsamlingen i 2012 fremlagde bestyrelsen forslag til ændringer i foreningens love, og formanden gennemgik ændringerne og forklarede baggrunden for disse. På baggrund af forsamlingens drøftelser blev det vedtaget at indarbejde ændringer vedrørende jægere og naturplejere og æresmedlemmer i § 4 og § 5. De nye love blev med disse ændringer vedtaget af forsamlingen. De nye love udsendes sammen med referatet fra generalforsamlingen. 

Jørgen Aare rejste spørgsmålet om stemmeret til passive medlemmer (naturplejere), hvilket afstedkom en drøftelse af emnet i forsamlingen. Formanden udtrykte sympati for forslaget, men sagde samtidigt, at dette ville være uforeneligt med DJ’s vedtægter. Bestyrelsen vil overveje, hvorledes der kan gives naturplejere større indflydelse på beslutninger truffet i foreningen. 

HA fremlagde forslag om opdeling af kreds 7. i 2 mindre kredse jf. omtalen i beretningen. – Forsamlingen vedtog dette forslag, der herefter sendes til JKF. 

HA fremlagde forslag om at udnævne Poul Dreves Nielsen samt Ib Schaaning Andersen til æresmedlemmer efter mange års medlemskab og stort arbejde for foreningen. – Forsamlingen vedtog forslaget med applaus. 

5. Fastsættelse af kontingent og indskud v. Palle Dujardin. 

Kontingentet består af dels kontingent til Danmarks Jægerforbund, dels kontingent til Jagtforeningen Jyllinge Holme. Det var på dagen for generalforsamlingen ikke klart, hvad kontingentet til DJ vil være for 2014. Bestyrelsen indstillede, at kontingentsatsen til JJH er uændret i det kommende år (kr. 135,-), og at der forsat ikke skal betales indskud. 

Forsamlingen godkendte indstillingen til kontingent. 

6. Valg til bestyrelse v. Hans Aare 

Jørgen Kjær Larsen, Sven Rasmussen og Palle Dujardin genvalgtes i ordinær turnus. 

7. Valg af suppleant v. Hans Aare. 

Charles Kjær Larsen og Asbjørn Aare valgtes som suppleanter. 

8. Valg af revisor v. Hans Aare. 

Efter forslag fra bestyrelsen valgtes Hans Erik Lund. 

9. Valg af formænd for Flugtskydningsudvalg og Fiskeudvalg v. Hans Aare. 

Genvalg på alle poster i Flugtskydningsudvalg og Fiskeudvalg. 

10. Eventuelt 

HA beklagede, at medlemmernes afskydning af sølvmåger de senere år er faldet en del. Sølvmågen er hård ved områdets bestand af ænder og vadefugle, og en større afskydning af sølvmåger vil medvirke til at give de øvrige arter bedre muligheder. Foreningens bestyrelse har derfor besluttet hvert år at uddele en præmie til den, som skyder flest sølvmåger (dog mindst 10). Præmien består af en middag for 2 personer på Søfryd i tillæg til den betydelige hæder, som medlemmet opnår ved modtagelse af Sølvmågepokalen. 

Jørgen Madsen takkede foreningens formand og bestyrelse for et aktivt arbejde i foreningen. 

Jørgen Aare anmodede om, at foreningens ændrede love fremsendes til medlemmerne. 

Forsamlingen drøftede herefter, om foreningen skal have udviklet en hjemmeside. Formanden og kassereren arbejder videre med dette. 

Mågepokalen tildeles Hans Aare som kunne fremvise 2 par sølvmågeben. - Resultatet er for dårligt! - Alle bør deltage i afskydningen af sølvmåger for at gøre livet for vade- og andefugle nemmere. 

Skarvpokalen tildeltes Sven Rasmussen for 2 par ben mod ét par fra Leif Engsbye 

Dirigenten takkede for forholdsvis god ro og orden. Efter duelighedsprøven gik man ombord i de obligatoriske finker med tilbehør samt foreningens genstande. 

Ref. Dan Poulsen 

Tilmelding til foreningens elektroniske informationsformidling kan ske til: dujardin@pc.dk