Standardside

Referat 2020

Jagtforeningen Jyllinge Holme, - Generalforsamling den 8. januar 2020


Formanden, Hans Aare bød velkommen til medlemmerne til foreningens 79. ordinære
generalforsamling, som blev holdt i Præstegårdsladen. Der var mødt 39 af foreningens medlemmer, heraf 2 æresmedlemmer.

Formanden gav udtryk glæde for det flotte medlemstal på 145 medlemmer hvoraf 4 er æresmedlemmer.


1. Valg af dirigent.
Jørgen Kjær Larsen blev valgt som dirigent. Dirigenten blev til afvikling af mødet udstyret med
dirigenthammeren fra Kanetbroen lavet af træ dateret tilbage til år 720 efter Kristi. Dirigenten
takkede for valget og konstaterede, at forsamlingen var lovligt indvarslet og beslutningsdygtig.
Formanden oplyste at aftenens drikkevarer var på foreningens regning. Yderligere oplyste
dirigenten at Kvickly Jyllinge venligt sponserede den efterfølgende bespisning i form af finker og
takkede herfor.


2a. Formandens beretning v. Hans Aare.
Formanden indledte med at mindes 3 af foreningens gamle kæmper, der desværre gik bort i 2019.
John Larsen; var foreningens mangeårige kasserer fra 1973-2009 dvs. i hele 36 år. John Larsen
udførte et kæmpe arbejde og var medårsag til at Fårelauget kom op og stå.


Per Langbjerg; en af Hans Aares allerbedste venner fra ungdommens dage. Per sad i bestyrelsen
1976 da Hans Aare blev valgt til formand.


Ib Jyde; kom til Jyllinge fra Bønnerup Strand som ganske ung mand. Ib var fisker og strandjæger
hele sit liv og Fjorden blev hans liv.


Formanden bad forsamlingen læse digtet Fjorden op. Æret være deres minde.


Herefter berettede Formanden at han i 2019 har afholdt to gode 2 møder med Formanden for
Vildtforvaltningsrådet. Formanden for Vildtforvaltningsrådet er meget interesseret i at høre
Jagtforeningens mening om vildforvaltningen. Jagtforeningen er som bekendt ikke medlem af
Danmarks Jægerforbund og kan give Vildtforvaltningsrådet et godt indblik i holdninger og
erfaringer omkring fornuftig vildtforvaltning i Danmark.
Blandt andet blev Bramgæs drøftet. Dem er der rigtig mange af og der ventes spændt på om
mulighederne for jagt/regulering af Bramgæs udvikler sig i de kommende år. Foreningens medlem
Knud Vest supplerede med at fortælle at Bramgræs kan gå så hårdt til en mark at det nærmest virker som om der har været køer.


Også Kronvildt og Dåvildt er blevet drøftet. Her venter vi på om ministeren indfører arealkrav.
Ligeledes Råvildt, hvor det bl.a. blev drøftet om bukkejagten kan skubbes eller ikke skubbes.
Formanden gav udtryk for den betragtning, at som bukkejagten er placeret i dag, medfører det ofte at det er de små bukke, der overlever og som får lov at bedække Råerne. Reelt er det fordelingen af kønnene der er helt ved side af, idet der for mange råer i forhold til bukke.

Formanden sluttede denne del af sin beretning af med at konstatere at der skal være nyt møde med Formanden for Vildtforvaltningsrådet i foråret 2020, hvilket Formanden ser meget frem til.
Herefter fortsatte Formanden sin beretning med emnet oliering af Sølvmågeæg. Olieringen af
sølvmågeæg har været meget effektiv i år. Jagtforeningen har olieret ca. 1.400 æg og resultatet heraf ses nu tydeligt i faunaen. Naturstyrelsen har fået øjnene op for dette og ser nu nødvendigheden og mulighederne i også at der bliver foretaget oliering af Sølvmågeæg andre steder i landet.


Foreningen udsatte ca. 100 gråandeællinger i 2019. Ællingerne fik en lidt hård start, idet de
desværre måtte udsættes i et forfærdeligt vejr med megen regn og storm. Men på trods af dette
overlevede de fleste. Bestyrelsen vil indstille til at initiativet fortsættes og at der i 2020 udsættes 50 gråandeællinger på Flæng og 50 på Lilleø.
Formanden berettede om Fjordens Dag der blev afholdt den 15. september 2019 i samarbejde med Nationalparken Skjoldungernes Land og Jyllinge Fiskerihavn. Fjordens Dag blev en fantastisk dag med et flot deltagerantal på ca. 200. Der var mange aktiviteter, herunder fremvisning af
fiskeredskaber, boder med muligheder for køb af skind og fisk, kaffe og kage og meget mere.
Deltagerne har på Fjordens Dag mulighed for at stifte bekendtskab med fjordens fisk. Næste
Fjordens Dag afholdes den 13 september i 2020. Formanden glæder sig meget til dette og
anbefalede foreningens medlemmer at deltage.


Formanden berettede, at han i 2019 blev valgt til Nationalparkrådet for en fireårig periode. Det har været meget givtigt med mulighed for deltagelse i drøftelser om spændende emner som jagt, natur og fritid. Nationalparken har også sponseret nye skilte ved Korskilde.
Rotter er et stigende problem på Lilleø, men der arbejdes ihærdigt på at bekæmpe dem med fælder og skydning. Et medlem supplerede emnet med at konstaterer at der med fordel kunne sættes pæle op på Lilleø så uglerne kunne side der og observere rotterne. Formanden replicerede at dette er en god ide at der har været sådanne pæle på Lilleø de sidste 4 år.
Formanden har i løbet af 2019 holdt foredrag om mange emner vedr. øerne i Roskilde Fjord. I marts blev det til et foredrag i Nationalparken Skjoldungernes Land. I april på biblioteket i Jyllinge. I maj på Eskilsø i regi af Nationalparken. I juni for Rotary med afholdelse i Foreningens jagthytte og i september i Oppe Sundbys Menighedsråd. Overalt oplever Formanden stor interesse for emnet Roskilde Fjord, herunder selvfølgelig også blandt medlemmerne på foreningsaftnerne.
Jagtforeningen har haft skarvregulering på Holmene i 2019, der er gældende helt frem til 29 februar 2020. Det er særdeles vigtigt, idet undersøgelser viser at 80% af udsat fiskeyngel bliver spist af skarv. Ved optælling på generalforsamlingen taltes at foreningen medlemmer havde skudt 21 skarv i den forgangne periode.


Formanden berørte et emne omkring kajakkers forstyrrende effekt på fældende/ fouragerende
svaner på Roskilde Fjord. Ifølge Nationalparkens pjece om kajakkernes forstyrrende indflydelse på
fouragerende svaner, har svanerne en flugtafstand på 300 meter. Dette er imidlertid ikke hvad vi
oplever når vi færdes på fjorden. Her er flugtafstanden nærmere 50 meter. Dette betyder at vi er
imod oprettelse af specielle svane-reservater.

Formanden fortalte herefter om fugletællinger på Roskilde Fjord blandt andre Edderfugle,
Stormmåge, Sølvmåge, Hættemåge, Fjordterne, Havterne m.fl. I alt ca. 4.000 ynglende fuglepar på Holmene i Roskilde Fjord. Men formanden mente at antallet er langt højere, idet Edderfuglene på optællingstidspunktet allerede for de fleste var gået af reden med ællingerne.
Formanden konstaterede at i forhold til oprettelse af stenrev på fjorden, bliver det ikke Selsøhage, men i stedet Ægholm.
Formanden opsummerede omkring nedgarn at maskestørrelser fra 1. juli til 15. november er 50 mm eller mindre) eller 65 mm eller større. Reglerne omkring bundsatte garn og flydegarn blev også opsummeret. Bundsatte garn må højst være en 1,5 m i højden og flydegarn skal kunne flyde og må ikke må røre bunden. Der blev spurgt blandt de fremmødte medlemmer, hvor man kan slå reglerne op og der blev svaret at det kan man på bekendtgørelsen om fiskeredskaber.
Ligeledes opsummerede Formanden at ørred- og skrubbegarn max må være 150 cm høje. Havørred er i yngledragt fra 15. november til 15. januar.
Formanden fortsatte sin beretning med at konstatere at hvis man til selskabsjagter vil varsle vildt til de øvrige deltagere i jagten med råb, ja så skal man huske at anvende med de rigtige begreber, dvs. Tiro betyder flyvende vildt og Varto betyder løbende vildt.
Formanden afsluttede sin beretning med at konstatere at foreningsaftenerne i forenings jagthytte en gang om måneden er en vigtig del af foreningen aktiviteter, og Formanden opfordrede foreningen medlemmer til at komme. Agenda og datoer fremgår af foreningens aktivitetskalender, der var medsendt i indbydelsen til generalforsamlingen og som yderligere kan findes på foreningen hjemmeside.
Forsamlingen tog Formandens beretning til efterretning med applaus.


2b. Beretning fra Fårelaug v. Britta Dujardin
Britta berettede om Fårelaugets drift. Fårelaugets ca. 20 medlemmer udfører de mange forskellige og givende opgaver der er knyttet til at passe fårene. Dette lige fra fordring, pasning af syge dyr, reparationer, muge ud i stalden, øremærke lam samt administrative opgaver såsom indberetninger og bogholderi.
Derudover skal der fortages vedligeholdes af bl.a. bygninger, folde, hegn, udearealer og
vindmøllen.
Der er godt kammeratskab og socialt samvær i Fårelauget. Der er nye udfordringer hvert år i form
af fx tørke, tidsler, vådt vejr etc. Og særligt i 2019 har det våde vejr været en udfordring.
Medlemmer får ét lam om året for deltagelsen i arbejdet og har mulighed for at købe laugets
produkter. Første år er man som nyt medlem ’føl’, hvor man som føl kun er på halv blus. Fårelauget har for tiden 36 moderfår. Fårelauget bestræber sig på at have 22 medlemmer og der er mulighed for at komme med på et delt medlemskab, hvor arbejdsomfanget er reduceret. Kontakt Britta, hvis du ønsker at blive medlem af Fårelauget også gerne som føl eller blot ønsker at deltage i
Fårelaugets arbejde.

2c. Fiskeudvalg v. Sam Christensen
Sam berettede om en herlig Hornfiskekonkurrence i maj. Efter byggeriet af Frederikssundsbroen er afsluttet og byggeriets både er holdt op med at sejle i den forbindelse, er der virkelig en flot fangst på hornfisk. Der blev også fanget ørred og Sam opfordrede medlemmerne til at til at deltage i det kommende arrangement til maj 2020. Det er en særdeles hyggelig dag og man behøver kun at møde op med stang. Det er også fint at møde op med båd, men det er ingen betingelse. Der er gode præmier på dagen for længste hornfisk, flest hornfisk og den største havørred.
Det blev drøftet om der skulle laves en makreldag. Sam vil vende tilbage omkring dette.


2.d Hjemmeside v. Sam Christensen.
Foreningens hjemmeside findes på www.JyllingeHolme.dk Siden har haft fint besøgstal i 2019.
Hostmaster Sam berettede at han tog hvervet for et par år siden. Skulle andre have lyst til at blive hostmaster eller hjælpe Sam med hjemmesiden, er de meget velkomne. Ligeledes opfordres alle medlemmer til at bidrage med historier eller fotos til hjemmesiden. Kontakt Sam, hvis du har egnet materiale.


2.e Rottebekæmpelse v. Sam Christensen.
Sam underbyggede Formandens beretning med at konstatere at der er rotter på rigtig mange småøer og holme i Roskilde Fjord.
Claus Agathon og hans søn Frederik har gjort en rigtig flot indsats på at bekæmpe rotterne på
Lilleø, men pga. arbejdsrelaterede rejser fik det en pause og rotterne kommer derved hurtigt igen. Det bliver understøttet af det varme vejr, der giver mulighed for at rotterne kan yngle hele sæsonen.
Det er muligt at kommunerne vil åbne op for at rotterne kan bekæmpes med gift. Det kunne være en god ide, idet det er vanskeligt at holde rotterne nede med alene skydning og fælder. Bestyrelsen vil fortsætte arbejdet med at få organiseret at rotterne bliver bekæmpet.


3. Regnskabet v. Palle Dujardin
Palle berettede at regnskabet er revideret af foreningens revisorer og udsendt til medlemmerne.
Regnskabet for 2019 balancerede med et ordinært overskud på kr. 11.051 mod kr. 21.169 i 2018.
Regnskabet er flot på plussiden fortsat pga. det høje antal medlemmer i foreningen (145
medlemmer i 2019). Foreningen har brugt 8.000,- kr mere i 2019 end i 2018. Merudgiften skyldes primært udsætning af ællinger samt hyring af en Landbrugskonsulent, der har hjulpet foreningen om at søge tilskud. Palle berettede yderligere at Fårelauget har fået 19.000,- kr af Foreningen som støtte til Fårelaugets drift.
Palle afsluttede med påminde forsamlingen om at betingelsen for Foreningen modtagelse af tilskud er at Lilleø holdes fri for tidsler og brændenælder og at denne aktivitet således er særdeles vigtig for Foreningens økonomi.

Forsamlingen godkendte det aflagte regnskab med applaus.


4. Indkomne forslag v. Hans Aare.


Formanden fulgte op på sin beretning ved at bringe til foreslag at Jagtforeningen indkøber 100 stk. fem-ugers gråænder til udsætning i juni 2020. Prisen vil være ca. 3.500 kr.
Forslaget blev vedtaget på Generalforsamlingen med applaus.


5. Fastsættelse af kontingent og indskud v. Palle Dujardin.
Kontingentet foreslås at udgøre uændret kr. 200,- Indskud foreslås uændret at udgøre kr. 0,-.
Forsamlingen godkendte indstillingen til kontingent og indskud.
6. Valg til bestyrelse v. Hans Aare.
På valg var Hans Aare, Charles Kjær Larsen og Jørgen Kjær Larsen.
Alle blev genvalgt af forsamlingen.
7. Valg af suppleant v. Hans Aare.
På valg var Claus Berner som blev genvalgt af forsamlingen.
8. Valg af revisor v. Hans Aare.
På valg var Niels Henning Johansen, der blev genvalgt.
9. Valg af formand for Fiskeudvalg v. Hans Aare.
Sam Christensen blev genvalgt som formand for Fiskeudvalget. Anders Johansen blev ligeledes
genvalgt til udvalget,
10. Eventuelt
Dirigenten gjorde opmærksom på at redeskjul i år bliver søndag den 22. marts med efterfølgende
frokost. Husk at meddele til Jan Castella hvis man vil have en ret med til frokost.
Den smukke og eftertragtede Skarvpokal skiftede i år opholdssted til Carsten Dahl som med 6 par
ben sikrede sig dette enestående trofæ indstiftet af Jyllinge Fiskerihavn.
Den ligeledes smukke og eftertragtede Sølvmågepokal fik i år opholdssted til Carsten Dahl som
med 11 par ben sikrede sig dette enestående trofæ indstiftet af Jagtforeningen Jyllinge Holme.
Dirigenten takkede for god ro og orden.


Efter duelighedsprøven udarbejdet af Roland gik de fremmødte medlemmer ombord i de
obligatoriske – og yderst velsmagende finker med tilbehør samt foreningens genstande. Endnu en
gang tak til Kvickly og Jesper for de gode finker.

Ref. Claus Berner

Få sendt foreningsmeddelelser direkte til din mail! Tilmelding til foreningens elektroniske informationsformidling kan ske til: jyllingeholme@outlook.dk